Højslettens nyhedsbrev marts 2011.
Hvor ville det være dejligt hvis I regelmæssigt fik denne slags opdatering af dels hvad der er sket i huset og dels overblik over hvad der er på trapperne. Så at Nyhedsbrevene kommer så uregelmæssigt er ikke ond vilje eller mangel på interesse. Det er snarere udtryk for en prioritering af arbejdsopgaverne under de aktuelle forhold. Men her er i hvert fald et:
Aktiviteter den nærmeste fremtid.
Den hårde vinter forsøger fortsat at bide os i haserne, men det til trods planlægger vi at lave en række ture/udflugter for de blå og gule børnehavebørn – vuggestuen hopper på hvis det er muligt. Det vil være en blanding af lokalture, besøg på Kildegården og så enkelte lidt længere ture. Der vil komme et opslag op snarest, så husk at orientere jer i vindfanget.
Rød gruppe arbejder med ”Trafik” og er nær deres afslutning29. april, hvor turen går til Kronborg. Inden da vil der være nogle besøg på Lindehøjskolen, så børnene kan nå at se forholdene lidt an, inden det bliver alvor.
For at børnene i hele huset bliver klar over at noget er i gære, holder vi ”pølsefest” i hele huset torsdag den 28. Vi laver en buffet i fællesrummet, hvor alt det vi normalt ikke spiser, vil være at få: pølser, brød, ristede løg, ketchup med mere – naturligvis med islæt af grønt.
De yngste børnehavebørn og ældste vuggestuebørn skal have en ”sprogperiode” de første 14 dage af april. Det betyder, at vi samler dem på Blå stue, og her er de sammen med Betina og Kirsten O. De laver aldersrelaterede ting sammen – synger, læser, tegner, leger, gymnasticerer, holder samlinger og meget mere. Pædagogernes opmærksomhed vil være rettet mod børnenes sprog, udtale, evne, lyst og mulighed for at bruge sproget. Perioden indeholder en ”sprogscreening” af børn i en helt bestemt alder – men det vil de aktuelle forældre blive informeret om.
Vuggestuen har taget deres rutiner omkring ”udeliv” op igen – nu hvor vejret igen er til at komme ud i.
Børnehavens hjemmeside.
Helt og aldeles mod sædvane har der været lidt aktivitet på vores hjemmeside på nettet. Der er lagt et link ud, så I har mulighed for at deltage i en undersøgelse om digital kommunikation.
Der er også lagt oplysninger om forskellige interessante datoer i kalenderen.
Temperaturmåling.
I efteråret -10 foretog Herlev kommune en temperaturmåling – I havde tilbud om at udfylde et elektronisk spørgeskema om ”God kvalitet og høj faglighed i dagtilbud”. Svarprocenten her fra Højsletten var ikke høj. Antal børn hvis forældre svarede var 19. Personalet udfyldte på samme måde et skema. Resultatet er nu kommet i form af procenter. Nok ikke så overraskende ser pædagoger og forældre forskelligt på en række forhold. Det skal vi snakke mere om på forældremødet 18. maj.
Personalefordelingen fra maj.
Når Rød gruppe slutter med udgangen af april skal Marianne og Kati ind i de andre grupper. Marianne vil være på Gul stue og Kati på Blå. Ved samme lejlighed kommer Betina tilbage til vuggestuen, og Peta kommer på Blå.
Vi starter jo ikke ny Rød gruppe før til september – så bliver der en ny fordeling igen.
Datoer at være opmærksomme på:
- forældreskovtur 10. april
- bestyrelsesmøde 2. maj
- forældremøde med valg til bestyrelse 18. maj
- sommerfest 17. juni
- forældrearbejdsdag 11. september
|